Hundensvalg.dk © 2010 •

 

 

 

 

 

 

 

 

KLIKKERTRÆNING

 

 

Klikkertræning er en træningsmetode der bygger på teorien om operant indlæring. Klikkeren er et middel der kan hjælpe dig med at kommunikere med din hund på en letforståelig måde, specielt ved indlæring af nye øvelser eller adfærd.

 

Dette sker, fordi lyden af klikkeren fortæller hunden, at det den er i gang med, udløser en belønning.

 

Klikkeren er altså en markør, der fortæller hunden: ” Ja, det var rigtigt – belønning på vej”

 

Belønningen kan være en lækker godbid, en bold, lidt leg eller andet, som hunden sætter pris på. Hunden lærer hurtigt, at klik betyder belønning på vej. Det næste hunden skal lære, er at den kan få belønningen, hvis den gør det, føreren ønsker. Så hvis du har en belønning der er god nok, har du mulighed for at få en engageret og lærevillig samarbejdspartner.

 

Klikkertræning handler om at bygge øvelser og adfærdstyper op trin for trin og at ignorere uønskede handlinger. I stedet for at rykke hunden i halsbåndet, klikker og belønner du, når hunden er der hvor du ønsker. Trin for trin former du derefter adfærden hen til det resultat du ønsker. Hvis hunden laver en fejl venter du og prøver igen. Hvis hunden skal lære apport, kan første trin f.eks. være at klikke for at hunden bare ser på apporten. Når den færdige adfærd eller øvelse er etableret, kan du rose hunden almindeligt. Det er altså ikke nødvendigt at gå rundt med klikkeren hele tiden.

 

Når du klikker, stopper du hundens handling, hunden skal dog ikke gøre noget uhensigtsmæssigt mellem klik og belønning. Klik for aktion og beløn for position.

 

Klikkertræning går hurtigere end ”almindelig træning” fordi hunden finder ud af at den kan få bolden eller godbidden til at komme op af lommen, hvis den løber ud i feltet, hvis den kommer når du kalder osv. Hvis du hver gang du træner lokker hunden f.eks. med en godbid, lærer hunden at gå efter en godbid, men ikke at gøre det du ønsker.
 
Hvor gode resultater du får som klikkertræner afhænger i hovedsagen af:

 

Timing – hvornår du belønner
Kriterium – hvad du belønner
Rate – hvor meget du belønner

 

Og sidst men ikke mindst selvfølgelig af hvor kreativ du er.